Forhistorien

Mck Ventoux – Forhistorien.

 Den 25. november 1990 indledtes en ny epoke i dansk cykelsports historie. Mck Ventoux blev stiftet.

Der var engang i slut-firserne en del motionscyklister, der hver for sig eller et par stykker sammen lå og trampede i pedalerne rundt omkring i københavnsområdet. Mange af de nuværende medlemmer af Mck Ventoux havde på det tidspunkt end ikke overvejet at køre længere end til bageren på en cykel. Enkelte var dog allerede kommet i gang med karrieren.

I Albertslund cyklede bl.a. Ole C, Erik Kølbek og Ole K nogle søndage rundt ved Sengeløse og omegn. Nogle gange helt op til 24 km på en søndag.
Og i Rødovre var cykle-dillen også ved at brede sig. Socialchefen i Rødovre Kommune, Peter Kordt, cyklede fra Ålekistevej til Rødovre Rådhus, hvis han ikke gik, og vicesocialchefen, Kim Jensen, cyklede den ene vej mellem bopælen i Tåstrup og Rødovre på solskinsdage.
Og netop på en cykeltur fra Skælskør til Næstved, fra et møde til et andet, sad socialchefen og vicesocialchefen og hyggesnakkede om, hvis halefjer der var størst og flottest. Lidt efter devisen: Mine venner er større og stærkere end dine!
Dette medførte en aftale om en konkurrence udi fem forskellige idrætsgrene mellem de to og deres venner. Socialchefen udtog et hold af de bedste mænd i Rødovre og omegn ( kaldet Team Radio Rødovre - efter sponsoren ) og vicesocialchefen udtog et tilsvarende hold fra Vestegnen, dvs Albertslund & Tåstrup ( kaldet Team Laser & Pjalter - efter kampdragtens beskaffenhed ).

Der blev udkæmpet nogle drabelige dyster, men hvilket hold, der blev samlet vinder, opnåedes der aldrig enighed om. Til gengæld var der ingen tvivl om, at det blandt kappestridens forskellige discipliner var cyklingen, der var fællesnævneren. Derfor blev der i det tidlige efterår 1990 arrangeret en fælles cykeltur til Bornholm.
Det var på denne tur, at ideen om at stifte en cykelklub blev født. Ligesom i det virkelige liv var der enighed om, at skulle der opnås resultater, så måtte de to fløje, Radio Rødovre og Laser & Pjalter, arbejde sammen. Sammensmeltningen/ fusionen fandt sted på en stiftende generalforsamling i november 1990. Mck Ventoux var skabt og en ny epoke i dansk cykelsport blev dermed indledt. Kim Jensen blev klubbens første formand, og i alt ti ud af de oprindelige nitten medlemmer er i 2008 stadig aktive i klubben.
Mange klubnavne blev foreslået på den stiftende generalforsamling, men da navnet Ventoux kom op, stod det hurtigt klart for de tilstedeværende, at det var Navnet. Der er så mange Alper og så mange Pyrenæer, men kun én Ventoux, en ensom og stolt kæmpe, der har lagt bjergsider til store dramaer og legendariske bedrifter. Historierne om Mt. Ventoux er af mytiske dimensioner. Og det var netop, hvad vi ville skabe: En klub, der ikke er som alle andre, hvor legen bliver taget alvorligt, og hvor gode historier bliver skabt, fortalt og genfortalt i én mytedannende uendelighed.