Beretning 2008

Den globale krise
Krisen har ramt worldwide. Det er bl.a. gået ud over Sterling, Merlin, Bonusbanken, Fiona Bank og Roskilde Bank og har bragt den siddende VC-regering så meget på skideren, at den har måttet komme ud med en af de populære kriseplaner. 

Vi vil også ha’ en  krisepakke
Vi har i vores klub altid arbejdet for ikke at blive for store. 40-års-reglen og medlemsloftet har været eksempler herpå. Den holdning har den globale krise ikke ændret ved, men panikken i det omgivende samfund påvirker også forholdene i vores klub. Risikoen for vokseværk er ikke mere overhængende. Tværtimod. Ligesom aktiekurserne daler dramatisk, falder også vores medlemstal. Der er ingen nye medlemmer i sigte, og to mangeårige medlemmer har meldt sig ud. Et betydeligt tab for klubben.
Derfor vil vi også have en kriseplan.
Den skal stoppe medlemstallets nedadgående tendens, forbedre såvel vores økonomi som kvaliteten af vores arrangementer og klubliv samt sikre bevarelsen af vores asociale fordelingspolitik, der på fornemmeste vis favoriserer dem, som i forvejen har.

 Krisepakkens indhold
Et par gratis cykelbukser i gammelt design til alle
Større præmier til flere vindere.
Kontingent, gebyrer, licenser og afgifter holdes i ro.
Justeringer af PJ VinterCup-reglerne og seednings-reglerne i Stjerneløbet.
Medlemsforbud mod at færdes på cykel i andre bukser end de, der er sponsoreret af PJ-Cykler.
Tour-etapemål på toppen af Mont Ventoux i 2009.

 Der er ingen erstatning for klasse  eller Jens og udfordrerne
Vi har i 2008 forsøgt os med op til tre felter og dermed tre classementer i mange af vores arrangementer. Det har medført ændringer i navnene på sejrslisterne. Men det navn, vi her i Jantelovens land allerhelst så forsvinde fra præmielisterne, er der stadig. Jens F vinder stort set alt, hvad der passer ham.
Der er ingen erstatning for klasse  Så simpel er forklaringen nok.

Vi var mange, der havde håbet, at Johan i sin comeback-sæson 2008 kunne have fortrængt Jens fra podiernes  øverste trin. Det gjorde han nemlig jævnligt før sit skadesmareridt. Men nej, Johan løb ind i nye knæproblemer – efter sigende under en hektisk badmintonkamp (hvor ung tror han, han er?). Prøv igen i 2009, Johan, og husk at bevare fokus på det essentielle, cykelsporten.

Det blev imidlertid en helt anden rytter, der formåede at byde Jens trods, nemlig Erling, som i karrierens efterår har lagt stilen ganske om. Han har opgivet Red Bull og de kendte små røde piller ordineret af Ældresages læger. I stedet er han blevet efterlønner og kommunal spinning-instruktør og er i dag utvivlsomt den i klubben, der er tættest på at være en ægte fuldtids professionel cykelrytter.

Men andre bør også fremhæves. Fx Aage med tre flotte sejre, Tonni og Fredes fornemme sejr i partidskørslen og Ottos femte sejr i SommerCuppens holdkonkurrence.

 De uheldige helte
Nogle ryttere har gjort sig bemærket på lidt mindre flatterende vis. Per er en af dem. Måske var det ham, der engang i forbindelse med et løb i en anden og mindre prestigiøs del af cykelsportsverdenen end vores, sagde: Per Jensen kører ikke efter 2.-pladser? I al fald – få splitsekunder efter Erling og Jens havde skivet ham af tremandsudbruddet ved Ventoux Mesterskabet, simulerede han en krampe og kørte hjem. Dårlige undskyldninger har altid været tabernes privilegium. Formanden takker på det hjerteligste for bronzemedaljen. 

Andre har på lignende vis gjort sig uheldigt bemærket. Fx Niels og ikke mindst Ivan på den klassiske opkørsel Bedoin - Mont Ventoux ved årets Ventoux-træf. Ivan var blevet indprentet, at Ventoux er et bjerg, som man skal vise behørig respekt.
Find din egen rytme og dit eget tempo og lad være med at prøve at følge med de typiske klatrere som Jens F og Leif, lød rådet fra erfarne folk.
Ivan havde tilsyneladende forstået budskabet, men drog blot den forkerte konsekvens deraf. Da det skarpe sving ved Les Bruns passeredes, og der forude lå 15 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på over 9, satte bjergspecialisterne turboen på. Og Ivan? Nej, han prøvede ikke at følge med, han kørte forbi og lagde sig i front. Små tre km senere havde Ventoux straffet ham. Ivan måtte opgive og vende om og tog på vejen ned Niels med. Så underfrankeret en indsats på Bjerget, har vi ikke set siden Bo Ls pinagtige præstation i 1998. Heldigvis for de to vatnisser fik de efterfølgende repareret lidt på renomméet. Et par dage senere kæmpede de sig – i følge Von Hôrensagen med stort besvær – op på Ventoux fra Malaucêne. Så trods alt et stort til lykke til de to med den nyerhvervede titel: Ventouxist.

 Årets Ventoux-Træf
Referat af de øvrige begivenheder under årets Ventoux-træf ser indtil videre således ud: Årets Ventoux-træf var som altid en stor succes. Er det ikke nok, så læs de gamle beretninger. De ligner til forveksling.

 Tøjsituationen
Året har været uden tøjleveringsskandaler, men vi har en forventning om, at de genopstår i løbet af 2009, idet vi inden for den næste månedstid regner med at foretage tøjindkøb til den kommende sæson.

 Ændringer i dopingreglerne til den kommende sæson
Brian( Mikkelsen) er gået af, hvilket medfører, at reglerne bliver mindre rigide & billig selvpromovering bliver forbudt. Armstrong kommer tilbage, hvilket medfører, at det Armstrong tager, bliver tilladt.
Til gengæld bliver Longo-Vital forbudt, idet unge kvindecykelryttere ikke mere gider se en vis fransk bedstemors baghjul

 

 DER ER INGEN ERSTATNING FOR KLASSE

Vi ses på landevejene i morgen, de kommende søndage og til PJ VinterCup

Må medvinden være jer nådig