Om kultur, traditioner og værdigrundlag:
Vi er en cykelklub - en lille cykelklub, som ingen ønsker har om at blive større. Vi vil bevare overblikket, holde fast i de rammer for klubbens virksomhed, som i sin tid introduceredes i Tillæg til Vedtægter ommedlemsantal og medlemstyper under betegnelsen De gamle mænds legeplads. Ikke fordi vi er imod forandringer, bare de ikke ændrer for meget.
Et eksempel herpå er klubbens bestyrelse, som for et år siden blev ændret i medlemsantal og derudover gennemførte en jobrotation, så vi fik en ny formand og en kasserer med forstand på regnskab.
Har det så ændret noget for det almindelige medlem? Nej, vel?
Alt er som det plejer at være: Jens Frank vinder det hele, og det nye cykeltøj bliver ikke leveret til tiden.
Og det står vist ikke til at ændre. Mck Ventoux er jo blot et spejl af Fjoghs & Kjærsgaards udgave af det såkaldte velfærdssamfund. Eller er det omvendt?
Her er i al fald et par eksempler på spejleffekten:
Vi er bange for fremmede, så vi har sørget for, at det ikke er nemt at blive optaget som nyt medlem.
Vi har et alderskrav - ikke 24, men 40 år.
Vi har et tilknytningskrav og vi har en kultur og et værdigrundlag, bl.a. beskrevet i Retledning for nye Medlemmer, som man må acceptere og efterleve fuldt ud, hvis man vil lukkes ind i varmen.
Vi har dog i år én medlemsansøger med det gode danske navn, Frede, som vi fuldt og fast tror på, det er muligt at integrere.
Vi er for kontingentstop og en fordelingspolitik, der favoriserer dem, som i forvejen får.
I de sidste par år har det været vores topprioritet, at de aktive skal have mere for pengene, og at de inaktive skal betale gildet. Det er et fordelingsprincip, der ligesom afskaffelse af topskatten, skal sætte gang i hjulene. Så vi vil fortsætte af den vej.
Princippet er: Yd efter evne og modtag efter fremmøde. Robin Hood er en nar.
Vi er for kompromisløs bevarelse af vores Kultur- og værdigrundlag. ( se Retledning for nye medlemmer )
Dette udelukker imidlertid ikke, at vi til stadighed kan lave ændringer i klubbens løbs-propositioner. Onde tunger påstår, at disse små-ændringer i regelsættene for vores klassiske cykelbegivenheder, har været et uvederhæftigt forsøg på at øge den nuværende formands vinderchancer. Men her er der intet at komme efter.
Om demokratiets umulige kunst:
Ændringerne i ovennævnte propositioner har tværtimod været et forsøg på, at tilpasse reglementerne til medlemmernes ønsker. Og det har været - og er en meget udfordrende opgave.
Lad os tage et par eksempler.
Om SommerCup har Bestyrelsen & LL modtaget følgende input fra medlemmerne:
1) Det kan ikke være rigtigt, at man kan vinde SommerCup, blot ved at være trofast og møde op til de fleste afdelinger.
2) SommerCup bør være et socialt projekt, hvor alle har chancen for at vinde, ikke ved at være hurtigst eller bedst, men ved høj fremmødefrekvens og stabil kørsel.
Og om VM:
1) Vi skal have tre klasser (A-B-C), så alle konkurrerer med jævnbyrdige modstandere og derved har en reel chance for at køre en topplacering hjem.
2) VM fungerer ikke som et rigtigt cykelløb, når vi er opdelt i klasser. Felterne bør slås sammen. De er simpelthen for små.
Om året, der gik:
TØJ:
Vi havde håbet på en problemfri anskaffelse af ny kampdragt. Det gik jo hæderligt i 2005. Men ak: I skrivende stund aner vi ikke, hvad slutningen på dramaet bliver.
Flg. står fast: Vi har bestilt nyt tøj hos Ongear, som leverede i 2005. Bluserne er leveret som aftalt, mens bukserne, som skulle leveres i nyt design, blev leveret i det gamle design. Dog ingen grund til panik. Leverandøren lovede bod & bedring og en ny sending bukser. De kom, men stadig i det gamle design.
I følge købeloven havde vi nu ret til at annullere handelen og kræve pengene retur. Og det var, hvad vi gjorde. Eneste reaktion herpå var en mail, der meddelte, at nu var bukser i det rette design sat i produktion og ville blive leveret snarest. Det er nu længe siden, så vi har øjensynligt misforstået begrebet snarest.
I stedet har vi sat en jurist til at vurdere sagen. Så lige nu afventer vi.
COMEBACK:
Vi har også oplevet et længe ventet og forventet comeback. Det største siden Lazarus, hævdes det:
Johan er på banen igen, parat til at udfordre Jens F og give læ til os andre. Dejligt for Johan, Jens F og også for alle os andre, som fremover må regne med at kæmpe om 3.-pladser i stedet for 2.-pladser.
Om året, der kommer:
VENTOUX-TRÆF:
Den kommende sæson hedder 2008 – et år med VENTOUX-TRÆF på programmet. Det kommer til at foregå i uge 29. Vi regner med Endre som den overdådige fest-arrangør samt Otto, Jens V og Ole K som dem, der lægger runde fødselsdage, penge og gavebegær til.
DOPING:
Debatten om dette tema har virkelig fået temperamenterne til at gnistre og blodet til at koge i det forløbne år. I den kommende sæson afvikles en vigtig del af klubbens aktiviteter i Frankrig, hvilket har fået mange medlemmer til at spørge om, hvilke kunstige hjælpemidler, der for tiden er lovlige.
Efter henvendelse til et par kendte sorte ryttere er vi nået frem til følgende:
Dobbeltmoral, Nupo, Viagra og små røde piller, hvis de er ordineret af en læge fra Ældresagen. Det er dog ikke sikkert, at disse regler gælder for alle hele tiden. Man må jo sørge for, at diverse løbsarrangører har redskaberne til at sikre sig de vindere, de helst vil have.
Men én ting står dog urokkeligt fast:
DER ER INGEN ERSTATNING FOR KLASSE.
Vi ses på landevejene i morgen, om søndagen og til PJ-Cup
God vind.