Mck Ventoux
Formandens beretning 2013
Erik Krüger
Traditionelt erklærer vi hvert år i beretningen, at det forgangne år har været et godt år for klubben. Således også i år, men denne gang med et trist aber dabei: Erik Krügers død.
Først og fremmest betyder Eriks død en stor sorg og et stort savn for familien. Det må være hårdt. Vores tanker og medfølelse går til Eriks nærmeste.
Også i vores lille selvskabte univers, Mck Ventoux: de gamle mænds legeplads, er Erik stærkt savnet. Han var et stort aktiv for klubben og klublivet. Altid positiv, altid parat med en rosende bemærkning og altid parat til at bidrage til fællesskabet.
Og så husker vi alle hans måske største bedrift som cykelrytter: Turen København – Nordkapp sammen med en håndfuld klubkammerater. I en alder af 71 år!
Ventoux betød noget i Eriks liv. At blive lagt i kisten til den sidste opstigning iført sin Ventoux-cykeltrøje er STORT.
Årets uheldigste helte
Der er også tradition i beretningen for, at årets uheldigste helte bliver placeret i gabestokken til almindelig spot & spas. Således også i år. Der er sædvanligvis mange at vælge mellem. Men lad os af pladshensyn nøjes med 2 af de værste eksempler samt et eksempel til efterfølgelse.
Otto – Team RRT
Medlemmerne af Team RRT (RundforvirredeRetningsTosser) er ofte og ofte helt fortjent blevet udstillet i beretningen som årets uheldigste helte. I denne gruppe er Otto, vores kasserer, et af de fremmeste medlemmer. Hans medlemskab af Team RRT går helt tilbage til Ventoux-Træf 2000, hvor hans manglende evne til at finde vej første gang blev demonstreret i klubregi, hvilket man kan få uddybet ved at læse på hjemmesiden under beretninger/ Ventoux-Træf 2000.
Ved sidste års generalforsamling demonstrerede Otto endnu engang sin store RRT-kompetence. Generalforsamlingen skulle - som i år – afholdes hos Citroën, Albertslund på Roskildevej.
At finde frem hertil var en uoverkommelig opgave for Ottos stifinder-gen.
Han mødte ikke frem til aftalt tid, og da vi endelig via hans sikkert hårdt prøvede hustru endelig fik kontakt med ham, hævdede han, at han skam var kommet til tiden og havde stået og ventet længe på Roskildevej - godt nok i Tåstrup, men dog tæt på Albertslund - og jo, så havde han da også undret sig lidt over, at der stod Peugeot og ikke Citroën på det bilhus, han havde forsøgt at komme ind i.
Håber du finder frem i år, Otto. Hvis ikke, tager revisoren over og fremlægger det reviderede regnskab og budget. Det er vel ikke noget problem, Aage?
Formandens fatale flop
Formanden var i forne tider klubbens kasserer. Godt han ikke er det mere, for han kan åbenbart hverken læse eller lægge sammen.
Ved pointberegningen for holdkonkurrencen ved Tour de Bastrup (PJ-Cup) byttede han tal- og ordblind rundt på tallene for Team HT og Team FL. Det betød, at Team HT ved festbanketten på Ganløse Kro uretmæssigt blev udråbt som vindere, skønt teamet blot blev nr. 3. Skandaløst!
De retmæssige og meget suveræne vindere var og er Team FL.
Dog skal det lige tilføjes, at førende medlemmer af Team HT og Team FL har erkendt, at de godt nok syntes, at det resultat, formanden fremlagde ved præmieuddelingen, virkede noget underlødigt, men da formanden jo, som det så smukt er formuleret i § 13, altid har ret, sagde de intet. Dumt, Bøv - for formanden havde i situationen åbenlyst mere brug for at få hjælp end for at have ret.
Og så bør medlemmerne fremover måske lige tænke lidt over den særlige logik, der er indeholdt i §13:
Hvis formanden – selv efter en nok så skråsikker udmelding – pludselig mener det stik modsatte, har han stadig ret.
Jens Frank – står ved sine rødder
Jens Frank er en guttermand og klubbens stjerne, der egenhændigt har kørt ranglistepoint ind, således at vores klub er meget tæt på TOP-100 på DCUs officielle rangliste over cykelklubber i Danmark. Årets mål 2014 er TOP-100.
Doping
Igen i år vil bestyrelsen forsøge at tage pulsen på doping-situationen i international cykelsport. Det er i år en særskilt svær øvelse. Før i tiden var det Armstrong, der udstak linjerne. Det var nemt & ligetil: Hvad Armstrong tager, er tilladt - og det, de andre tager, er nok ikke. Men efter hans fald fra tinderne er der opstået et tomrum.
I stedet har medierne nu taget over, og de har lagt sig fast på, at der er en bestemt gruppe, som stort set altid doper sig uhæmmet: Vinderne.
Se nu bare stakkels 43-årige Horner. Han har netop slået en træt Nibali og en række tidligere dømte spanske dopingsyndere og vundet Vueltaen, så han er ifølge pressen tydeligvis dopet, og så er han ovenikøbet så uforskammet gammel, at han da slet ikke bør kunne vinde noget som helst.
Så bestyrelsens dopingråd for den kommende sæson er:
Undlad at vinde og undlad at blive ældre. Alt andet er tilsyneladende tilladt.
Hakon – et sent gennembrud
Mediernes aldersdiskriminerende og misvisende dopinganalyser bliver så krystalklart som overhovedet muligt modbevist af en rytter som vores egen Hakon. Han har nemlig i en alder af 77 eller deromkring vundet sin første store klassikersejr, Ventoux Stjerneløb, hvilket til evig tid giver ham plads i Ventoux Hall of Fame. En flot og garanteret ren sejr, der viser vejen for felternes mere modne ryttere.
Set med internationale briller burde konklusionen være: Hvis Hakon kan, kan Horner selvfølgelig også.
DCUs dopingpolitik
For at undgå misforståelser: Mck Ventoux støtter ubetinget DCUs konsekvente antidoping-linje. Blot har vi af og til lidt svært ved at få øje på den i praksis.
I 2012 blev en ledende cykel-veteran afsløret som dopingsynder. Det fik DCUs bestyrtelse op i det røde felt og man erklærede frejdigt, at masser af veteraner og motionister doper sig - og søsatte straks en række initiativer til at bekæmpe dette omfattende dopingsnyderi.
For det første skulle alle cykleklubber under DCU via en såkaldt kluberklæring bedømmes på, i hvor høj grad de efterlever og støtter DCUs antidopingpolitik. Vi har endnu ikke set skyggen af nogen kluberklæring…
For det andet skulle der iværksættes flere dopingtests i veterangruppen. Vi har endnu ikke hverken set eller hørt noget til denne forøgede testning…
End ikke en veteranrytter som Lille Lars fra Græsted, hvis adfærd længe har været suspekt, er så vidt vides blevet testet. Allerede i 2011 hævdede han at have kørt VM-rundstrækningen ved Geels Bakke på en tid, som ville have distanceret ryttere som fx Hakon, Horner og Hans med adskillige minutter.
Vi konkluderer dog ingenting, men undrer os blot..
Og forundringen bliver ikke mindre af, at Lille Lars sidenhen har han fløjet verden rundt på 1. klasse uden at have orden på sine where-abouts. Vi husker fx, hvordan han for et årstids siden hævdede at være i Chicago, mens han i virkeligheden var i Rio. Eller var det omvendt?
Medlemsundersøgelse. Licens eller ej?
Tidligere løste flertallet af klubbens medlemmer M-Licens gennem klubben. Vist nok mest for at støtte Motionssektionen i DCU. Imidlertid har der inden for de sidste par år været en strid mellem M-sektionen og resten af DCU om netop M-Licens. Hvem skulle udstede licenserne, hvem skulle administrere medlemmernes indbetalinger for licenserne osv.
Det foreløbige resultat af striden er, at man nu selv skal løse licens direkte på DCUs hjemmeside. I bestyrelsen vil vi gerne vide, hvordan medlemmerne forholder sig til licens-problematikken, efter at stridighederne tilsyneladende har lagt sig.. Derfor har vi som bilag til denne beretning udarbejdet en spørgeskemaundersøgelse, som vi beder alle om at bruge lidt tid på. Tak for det, du.
Ventoux-Træf og Ventouxister
Langt de fleste medlemmer af klubben er Ventouxister. Naturligvis.
Den lille gruppe, der endnu ikke har opnået Ventouxist-titlen, får i sæson 2014 en gylden chance for at råde bod på deres pinlige placering nederst i klub-hierarkiet: Ventoux-Træf 2014 - det 10. i klubbens historie.
Måske bør vi gøre noget særligt ud af dette jubilæum?
Vi ses på landevejene
Ole Kullberg, formand
_______________________________________________________________________________________
Bilag: Brugerundersøgelse om M-licens.
Har du løst M-licens for 2013? (sæt X’er)
a □ ja
b □ nej
c □ måske
d □ fuck dem
e □ kun hvis jeg kan vinde noget
f □ jeg har løst tv-licens i stedet
g □ jeg gider ikke svare
Undersøgelsen er 100% anonym, hvorfor vi af indlysende grunde har aflyst udlodningen af en god flaske rødvin blandt besvarelserne. Bestyrelsen må derfor påtage sig den tunge opgave at administrere vinen.