Mck Ventoux
Formandens beretning 2014
Ekstremklimaet og Finns store Dag
Endnu et godt år for klubben. Og dog – ikke alt har været godt. Klimaet fx har været yderst kritisabelt. Trods ihærdig brug af §13.
Jeg tror ikke, at vi har gennemført et eneste arrangement siden PJ-Cup, hvor vejrguderne har været os venligt stemt.
Værst var det ved Ulfs Modeklips Partidskørsel, hvor de stakkels ryttere blev mødt med regn, hagl og slud. Et overraskende og fortjent vinderpar blev dog fundet, nemlig Søren Bo og Finn.
En sejr ikke mindst Finn var begejstret for. Da han dukkede op hos Ulfs modeklip for at indkassere sin præmie, lagde han i al fald i følge personalet ikke skjul på, at han virkelig havde fortjent sin præmie, som han havde vundet efter en fremragende indsats under de værst tænkelige vejrforhold.
Årets Gennembrud og Årets Comeback
Søren Bo vandt senere også B-VM og har i flere løb og træninger vist skræmmende styrke ikke mindst i spurterne. Imponerende med så flot et gennembrud allerede i karrierens anden sæson.
En anden rytter, der på lignende imponerende vis har ført sig frem i år, er Thomas H.
Efter i flere år hovedsageligt at have glimret ved sit fravær, er han i denne sæson trådt i karakter og har vundet 3 store sejre: PJ-Cup B, Tour de Bastrup B samt Stjerneløb B. Et comeback af Lazarus-dimensioner.
Ventoux-Træffet og To Debutanter
Det eneste af vore arrangementer, der ikke blev generet af vejrguderne, var vores Ventoux-Træf, der blev afholdt i uge 29, som skulle vise sig at blive sommerens vejrmæssigt bedste uge i Sydfrankrig.
Vi var knap så mange deltagere som normalt: Otte Ventoux-folk samt to hangarounds. Ikke desto mindre var det som altid en god tur med flere flotte præstationer. To debutanter var med, Jørgen og Lars, og begge præsterede på bemærkelsesværdig vis.
67-årige Jørgen blev toer efter Jens F såvel på Malaucène-opkørslen som i Jagtstarten fra Sault. Især præstationen på Jagtstarten var sensationel. Jens F startede som favorit som sidste mand og indhentede & passerede på vej mod den sædvanlige sejr herefter de foranstartende en efter en. Intet overraskende i det.
Det overraskende var, at den 67-årige Jørgen var den sidste han indhentede. Og nærmest sensationelt var det, at Jørgen formåede at køre sig i mål som nr. 2 i en tid, der placerer ham som nr. 8 på Sault-Jagtstartens Alle Tiders Liste. Endda kun 3 sekunder fra Listens 6.-plads. Og oven i købet er Jørgen den klart ældste rytter på listen – regnet ud fra rytternes alder på køretidspunktet. Flot, Jørgen. ( se bilag )
Lars gjorde det også godt – især var hans håndtering af Malaucène-opkørslen noget der blev bemærket. Her lancerede han nemlig en helt ny metode til bekæmpelse af kramper.
Lars blev ramt af kramper i benene halvvejs oppe af Bjerget. Den traditionelle metode mod krampe, hvor man holder pause og masserer benmusklerne, blev afprøvet, men uden effekt. En anden metode, som går ud på at sætte farten ned, blev ikke afprøvet, da en sådan metode i dette tilfælde sandsynligvis ville have medført uoverstigelige problemer med at holde balancen.
Derfor valgte Lars ”at køre gennem kramperne og så gik det faktisk meget godt” – som han selv udtrykte det.
”Køre gennem kramperne.” Kan vi få et kursus, Lars?
Eller er der nogen Yngre Læger, der har bundet deres direktør noget på ærmet?
Medlemsstatus
Endnu et godt år for Mck Ventoux. Således starter denne beretning og ligeså er mange af de foregående startet.
Og vid, at næste år bliver endnu bedre. Således har fortsættelsen ofte lydt.
Men i år kunne det måske i stedet være på sin plads med lidt seriøse overvejelser om klubbens fremtid:
Det kan godt være, at vi bliver kønnere & klogere, men vi bliver ikke flere og heller ikke yngre. Med andre ord alderen trykker en smule. Erik Krüger gik jo bort sidste år, og en række medlemmer er gennem de sidste år kommet i den situation, at de pga sygdom & skavanker ikke mere eller meget sjældent deltager i vore cykelarrangenmenter, Michael og Vagn fx
Og i denne sæson har sygdom ramt flere medlemmer, bl.a. Søren Bak og Søren Bo.
Søren Bak er blevet alvorligt ramt af en blodprop i hjernen og kommer desværre ikke op på cyklen igen. Vi vil savne ham i vores felter.
Søren Bo har for nylig fået konstateret prostatakræft. Vi tror på og ser frem til, at han kommer flot igen, som Tonni gjorde det efter sin prostatakræft.
Hvorom alting er, så er vi i dag blot 27 jævnligt aktive medlemmer ud af 35 i alt. Og for mange af disse aktive medlemmer gælder det, at de har den største del af deres cykelkarriere bag sig.
Med andre ord: Vi har brug for flere junior-medlemmer.
Kære medlemmer, brug jeres netværk og skaf klubben nyt blod.
Nye medlemmer til klubben
Ligestillingsbølgen vælter nu også ind over Mck Ventoux alias De gamle Mænds Legeplads, som derfor snart bliver til De gamle mænds m/k Legeplads.
Mette, kendt fra søndagstræningen gennem de sidste par måneder, er på vej til at blive klubbens første kvindelige medlem siden Inge Merete af ukendte årsager forlod os for 15-16 år siden. Mette har lovet aldrig at køre fra Henrik, så bestyrelsen anbefaler enstemmigt.
Endnu et nyt medlem er på vej, Michael, som bl.a. deltog i årets Stjerneløb, hvor han ydede en fin indsats, som berettiger ham til optagelse i klubben og måske også til medlemskab af den interne fraktion Team RRT. Michael har lovet aldrig at køre fra formanden, så bestyrelsen anbefaler enstemmigt.
Team RRT
Der er forbavsende mange, som arbejder målrettet for at opnå den prestige, der ligger i at blive optaget i Team RRT.
En af disse er tydeligvis Svend Aage, som med en målrettet indsats gennem de sidste par år fuldt fortjent har opnået medlemskab i Team RRT. Specielt i Stjerneløbet har han vist sin kapacitet. Han har nu kørt dette løb to gange og har begge gange med stor sikkerhed undgået at følge den officielle rute.
Otto, som nærmest må betragtes som leder af Team RRT, må glæde sig over, at selv om medlemstallet i klubben som helhed er faldende, så er medlemstallet i hans Team RRT støt stigende.
Doping og Retssikkerhed
Vi plejer fra forstyrelsen hvert år at give medlemmerne et par gode råd vedrørende doping. I år bliver det nu nærmest et par ikke-råd.
Det er nemlig sådan, at vi i betragtning af medlemskarens gennemsnitlige alder, finder det omsonst fremover at foretage dopingtests i klubregi. Ingen har alligevel en kinadoktors chance for at afgøre om evt. positive tests skyldes indtagelse af dopingstoffer eller indtagelse af præparater lovligt ordineret af Ældresagens læger.
Dog skal man ikke føle sig for sikker, hvad angår fortidens synder.
Se blot stakkels Roman Kreuziger fra en anden og noget mere inferiør del af cykelsporten.
Han blev i juni 2014 udelukket af UCI på baggrund af blodtests taget i 2011-12, altså på baggrund af prøver, som havde været tilgængelige i 2½-3 år.
Hvor er retssikkerheden henne, må man uvilkårligt undre sig over?
Retssikkerhed og demokrati i Mck Ventoux
Som medlem af Mck Ventoux behøver man dog ikke bekymre sig om sin retssikkerhed.
Skulle nogen medlemmer komme ud for det samme vilkårlighed som Kreuziger, vil vi straks bringe §13 i anvendelse.
I vores klub er §13 nemlig grundstenen i opretholdelsen af medlemmernes retssikkerhed. Afgørelserne falder hurtigt, og kan kun ændres, såfremt den til enhver tid siddende formand finder det passende. Retssikkerhed er genialt.
Formanden bliver valgt på den årlige generalforsamling - altid uden modkandidater og har derfor til enhver tid den demokratiske pligt - i bedste opportunistiske DF-stil - at lægge sig i baghjulet på medlemmerne og opsnappe og udnytte den til enhver tid herskende folkestemning.
Demokrati er altid smukt…
Ole Kullberg, fmd.en.