Retledning for nye medlemmer:
Mck VENTOUX – ikke en cykleklub, som alle andre
Klubben får næsten hvert år nye medlemmer. Som regel et par stykker. For at disse nye medlemmer hurtigt kan finde deres ydmyge plads i klubhierarkiet, er det nødvendigt at give dem et kort indblik i klubbens traditioner samt at redegøre for den ånd og de uskrevne regler, der hersker i klubben:
Der er kun to ting, der virkelig tæller i MCK Ventoux.
At blive Ventouxist og at opnå en plads i Hall of Fame.
At opnå bare en af disse ting giver ret til taletid på generalforsamlingerne samt krav på de øvrige medlemmers næsegrus beundring.
VENTOUXISTERNE
Ventouxist bliver man ved - ved egen pedalkraft - at bestige Mont Ventoux. Faktisk fremgår det af klubbens formålsparagraf, at klubbens medlemmer skal gøres til Ventouxister.
Mont Ventoux regnes blandt de tre hårdeste bjergudfordringer i Tour de France, så det er ingen nem opgave at blive ventouxist. Alligevel kan langt de fleste af MCK Ventouxs knap 40 medlemmer smykke sig med denne titel.
FAKTA OM BJERGET
Der er tre opkøsler til Mont Ventoux. Den fra Sault er den længste, men også den nemmeste og bliver ikke regnet for nær så prestigiøs som de to andre - fra Malaucene og fra Bedoin.
Især den fra Bedoin er barsk, så det er selvfølgelig den, de fleste af klubbens medlemmer vælger - som regel med start fra Ottos Corner tæt ved Bedoin.
Mont Ventoux er et mærkeligt bjerg, "ikke et bjerg som alle andre," som en kendt cykelrytter engang sagde. Det ligger i det nordlige Provence og er stort set dobbelt så højt ( 1909m ) som alle andre bjergtoppe i miles omkreds. Det er helt goldt på toppen og bliver da også kaldt Det Skaldede Bjerg.
I Tour de France-sammenhæng har der udspillet sig store dramaer, men også store tragedier på Mont Ventoux. Det var her Tom Simpson i 67 kørte sig ind i døden, det var her Eddy Merckx endte i ilttelt efter et legendarisk soloridt engang i 70erne, det var her Bjarne Riis i 94 - for øjnene af et stort antal MCK Ventoux-medlemmer - satte sine chancer over styr, og det er her Jens Frank har ydet sit absolut ypperste i kamp med store navne som fx Leif Jensen, Michael Hald, Jesper Balslev, Endre Szöcs og Søren Stubbe.
Rekorden for de 21 km opkørsel er på lidt under en time, men tilhørte i over 40 år Bjergenes Engel, Charly Gaul, som i 1958 kørte på 1 time og 2 minutter. Til sammenligning kan det nævnes, at en moderne MCKVentoux-rytter typisk bruger omkring 2 timer.
HALL OF FAME
Udover at bestige Mont Ventoux er det højst opnåelige for en MCK Ventoux-rytter at vinde En Klassiker.
En sejr i En Klassiker er det, der gør en Ventouxist til en megastjerne.
I vort forgyldte hjørne af cykelsportsverdenen er der kun seks løb, der med rette kan betegnes som Klassikere:
Vinter Grand Prix (PJ-Cup), Ventoux-Mesterskabet , Tour de Bastrup, Ventouxs Stjerneløb, Sommer Cup samt det nyeste skud på stammen, Salon Nærværs Partidskørsel (tidl. Ulfs Modeklips)
Vinderne af disse Klassikere udgør en eksklusiv skare af absolutte topnavne, hvis legendariske bedrifter til evig tid har skaffet dem plads i Hall of Fame.
Medlemmer i Hall of Fame:
Med det høje niveau rytterne i MCK Ventoux besidder, er det ikke overraskende, at listen over Hall of Fame-ryttere er omfattende. Hvor omfattende kan man erkyndige sig om ved at læse resultatlisterne.
For nye medlemmer i klubben er det et must at lære sig navnene på klubbens Hall of Fame ryttere, idet det er en naturlig og nødvendig del af det daglige klubliv at behandle medlemmer af Hall of Fame - med særlig respekt og ærbødighed.
Og til alle jer, der gennem årene forgæves har forsøgt - og til alle jer, der i fremtiden vil forsøge - at blive indlemmet i Hall of Fame, gør jer dette klart:
Der er ingen erstatning for klasse