Beretning 2019

Mck Ventoux
Formandens Beretning 2019
af Ole K, formand

 

Nye medlemmer - nye tider – nye traditioner.Mck.Ventoux har i år fået tilgang af junior-rytteren Jesper samt de to S60-ryttere, Rene og Jan R, og fra sæson 2020 forventer vi at skrive kontrakt med en af Fin Forms mest talentfulde ryttere - S60-rytteren Ture.

Vi er altid glade for at få nyt blod til klubben – også selvom ungdommen ikke mere er, hvad den var engang.
Tidligere var det et must for unge nye ryttere at holde sig beskedent i baggrunden og ikke unødigt udfordre klubbens etablerede megastjerner.
Sådan er det ikke mere. I dag er der mere respektløshed og mindre beskedenhed.
Især har det knebet med beskedenheden hos Junior-Jesper.

Junior-rytter snyder verdensstjerne for sejr
ÅretsVM bød nemlig på en veritabel sensation. Tyve gange har Jens Frank – Mck.Ventouxs pendant til Eddy Merckx le Cannibale – vundet vores VM, og alt var dækket op til sejr nr. 21 her i 2019, men en af årets debutanter, Junior-rytteren Jesper, ville det anderledes og slog respektløst mesteren i en tæt spurt.
De mange gamle klubmedlemmer, der var vidne til kongemordet, var ikke bare chokerede over Jespers sejr men også pikerede og forargede over hans frækhed.
Har den opkomling da slet ikke sat sig ind i de basale retningslinjer for nye ryttere i klubben, som jo så fint beskrives i vort gamle næsten sakrale skrift: Retledning for nye Medlemmer, var det altoverskyggende samtaleemne efter løbet.
Her må LøbsLedelsen imidlertid skride ind og forklare de mange gammelkonservative medlemmer i klubben, hvordan netop Retledning for nye Medlemmer skal forstås og fortolkes i en moderne kontekst.

Den moderne fortolkning af Retledning for nye Medlemmer.
Det er jo sådan, at Retledning for nye Medlemmer - ligesom andre sakrale skrifter som fx Bibelen og Koranen - er skrevet i fjerne tider, hvor gængs moral og etik var helt forskellig fra hvad, der er gældende i verden af i dag.
Vi vender ikke mere den anden kind til eller hugger hånden af tyveknægtene.
Nu gælder det med et citat fra Trumps Samlede Floskler: Mig Først
Det kan selvfølgelig være svært for ortodokst religiøse mennesker og gammelkonservative cykelryttere at erkende og forholde sig til, men som en moderne klub med en fremadrettet Mig Først-agenda må og skal vi erkende og fuldt ud efterleve, at ikke alt, hvad der står i Retledning for nye Medlemmer og lignende sakrale skrifter skal tages fuldstændig bogstaveligt.
Fx har nye og unge medlemmer naturligvis ret til taletid på generalforsamlingen - når blot de ikke siger formanden imod eller på anden måde sætter spørgsmålstegn ved §13.
Og selvfølgelig skal unge ryttere udvise respekt og ærbødighed over for klubbens etablerede stjerner og overveje nøje, hvem de vælger at give baghjul. Men fx Jens F må de godt  køre fra – det er der nemlig ingen af de gamle ryttere i klubben, der kan.

Årets Vindere
Selvom vores VMertoppen af løbspyramiden, er der andre prestigiøse løb, som ikke i samme grad som VM pirrer Jens Fs guldhunger.
Disse løb  er – ud over et par sejre til Jens og Jesper -  blevet vundet af en lang række af Mck.Ventouxs andre stjerneryttere. Jeg nævner i flæng:
Frede, Michael, Endre, Tonni, Hakon, Niels, Lars og Otto.
En anden 2019-vinder, som jeg synes bør nævnes i denne sammenhæng, er HICs klubhus, hvor vi på Erik Ks fine initiativ har afholdt morgen-prologerne til de 4 første etaper af PJ-Cup 2019. Det vil vi også gøre i 2020.

Om en fraktion, der ikke findes.
Sidste år nedlagde vi en i dag ukendt fraktion i klubben. Vi nævner den aldrig mere, og vi husker ikke mere dens navn. Men det viser sig, at nedlæggelsen har haft en forbløffende virkning.
Vi har gennem mange år været plaget at stort antal rundforvirrede retnings-tosser, som evindelig kørte forkert. Vi husker fx, hvordan Finn i et Stjerneløb endte i Himmelev, skønt start- og målsted var i Gundsølille.
Men den slags tosserier er det forbi med nu. Vi har i 2019 ikke haft et eneste tilfælde af disse uheldige fejlkøringer. Morale: Det, man ikke taler om, eksisterer ikke. Sådan!

Ventoux-TRÆF 2020
At blive Ventouxist………er det vigtigste for en Mck.Ventoux-rytter.
At opnå bare en af disse ting giver ret til taletid på generalforsamlingerne samt krav på de øvrige medlemmers næsegrus beundring.(citat fra Retledning for nye Medlemmer)

Som det fremgår af ovenstående citat, er det at kvalificere sig til at blive Ventouxist det vigtigste for en ægte Mck.Ventoux-rytter.
Og  Ventouxist bliver man ved – ved egen pedalkraft – at bestige Mont Ventoux
Derfor arrangerer vi hvert andet år et Træf ved Vores Bjerg, hvor vi gør det muligt for vores medlemmer at forvandle sig fra dusin-ryttere til mega-stjerner - og blive til ægte Ventouxister.
Det næste Træf afholdes i uge 29 i 2020. Så der får de sidste dusin-ryttere chancen. Allez, allez.
Et ambitiøst mål, som man som OB70-rytter også kan sætte sig ved årets Træf, er at slå OB70-rekorden for opkørsel fra Malaucene eller Bedoin til toppen af Mont Ventoux.
Den bestående rekord blev sat af Otto i 2018 i en tid, der var nærmest fornærmende dårligere end hans hidtil dårligste tid.
Formanden har derfor lovet Otto aldrig at offentliggøre, hvad hans rekordtid  var -  og er.
Derfor må vi nøjes med at vide, at en tid på under 2 timer og 48 minutter vil være tilstrækkeligt til at blive ny rekordholder i OB70-klassen. 

Der var engang…… 
i slut-firserne en del motionscyklister, der hver for sig eller et par stykker sammen lå og trampede i pedalerne rundt omkring i københavnsområdet. Mange af de nuværende medlemmer af Mck Ventoux havde på det tidspunkt end ikke overvejet at køre længere end til bageren på en cykel. Enkelte var dog allerede kommet i gang med karrieren.(citat fra Forhistorien)**

Sådan starter beretningen om et af de største eventyr i dansk cykelsports historie, og da eventyret fortsætter med, at Mck.Ventoux stiftes den 25. november 1990, ved alle i cykelverdenen at noget stort er i gære.
Resten er glorværdig historie og fortsætter givetvis som glorværdig fremtid.

Syv af de klub-stiftende ryttere er stadig medlemmer af klubben og har haft kuglerammen fremme og har begavet beregnet, at vores klub den 25. november 2020 har 30 års jubilæum.

 

Mck.Ventoux – der er ingen erstatning for klasse

 

Ole K/  fmd.

 

 

Retledning for nye Medlemmer
   se hjemmesiden under Klubliv.
** Forhistorien
   se hjemmesiden under Klubliv.

Beretningen