Ventoux-tur til VENTOUX 2004
Endnu engang blev et klubtræf ved Mont Ventoux gennemført med succes.
I alt 14 medlemmer dukkede op til et eller flere af fællesarrangementerne i uge 29: Jens F, Leif J, Michael, Ole K, PJ-Per, Hans, Jens C, Aage, Jens A, Kim C, Kim J, Endre, Villiam og Erik N1.
Derudover havde vi en del gæsteryttere: Hanne (Pers kone), Kai-Erik (Jens Fs svigersøn), Andreas (Ole Ks søn), Martin (Villiams søn) samt Villy Skibby.
Året bød på to debutanter, nemlig Hans, som tog alle tre opkørsler samt Per, som sled sig op fra Bedoin. Stort til lykke til dem med deres stærkt forbedrede status i klubhierarkiet.
Turens tre hovedbegivenheder – og tilløbsstykker - var den klassiske opkørsel fra Bedoin med samlet start, nyskabelsen Sault - Chalet Reynard, en kombination af enkeltstart og jagtløb, samt den store afslutnings- og fødselsdagsfest hos Endre og Dorthe på slottet i Malaucene.
Onsdag 14/7 stod det på det klassiske løb fra Bedoin på ca. 20 km. Der var 12 startende, herligt vejr, godt humør og stor optimisme.
På de første nemme ca. 5 km deltes feltet i to grupper, men efter svinget ved Les Bruns ca. 15 km fra toppen startede løjerne for alvor. Jens F og svigersøn satte turboen til. Leif J, Michael og Per gik med på spøgen. Med vekslende succes. Michael holdt fast længe, Leif rigtig længe og Per ikke særlig længe.
Men sådan er det, debutanter skal lære at vise Bjerget respekt. I al fald var det tydeligt for Ole K og Andreas at se, at Bjerget havde givet Per en alvorlig lektion i valg af respektfuld gearing, da de halvvejs gennem skoven passerede ham. Men pyt, det er ingen skam til tider at køre 6 km/t, bare man holder balancen og kommer op. Og op det kom Per trods alt - som nummer syv - vist nok på ca. 2 timer.
Først op var Jens Fs svigersøn ca. 3 min foran Jens F selv. Det var tilsyneladende dumt, i al fald mødte svigersønnen ikke op til nogen af de efterfølgende arrangementer. Om årsagerne hertil kan man blot tænke sit.
Jens F kørte i ca. 1.25. Herefter fulgte Leif vist nok i 1.33, så Michael i 1.43, Ole K og Andreas i 1.44 og så Per efterfulgt af Hans, Jens C og Aage, der brugte ca. 2.30. Hanne (PJs bedste halvdel) kørte kun til Chalet Reynard, og Jens Anker vendte om allerede inden da..
Fredag 16/7 gik det så løs med den med nyskabelsen Kim Js 17 km lange clm/ jagtløb, det vi i PJ-Cup-regi ofte kalder australsk forfølgelse. Sault - Chalet Reynard ruten er op af bjerg hele vejen. Den starter i Sault og følger opkørslen mod Mt. Ventoux med mål ca. 7 km før toppen. Løbet blev en ubetinget succes, måske fordi opkørslen fra Sault trods alt ikke er nær så strabadserende som opkørslerne fra Bedoin og Malaucene.
Der var 17 startende, 14 medlemmer samt Hanne, Villy Skibby og Martin. Rytterne blev sendt af sted med 1 minuts mellemrum. Hanne først, Jens F næstsidst og unge Martin sidst
Der var to præmier: en til første mand i mål og en til hurtigste mand. En regel, der i sidste øjeblik var blevet lavet for at forhindre Jens F i at vinde alle klubpræmier, men forgæves. Jens F havde naturligvis bedste tid og kom trods en startplacering som nr. 16 først i mål af alle.
Desværre deltog Jens F ikke i den officielle præmieoverrækkelse under aftenens festmiddag, så præmierne tilfaldt i stedet Leif J, som havde næsthurtigste tid, og Michael, som nåede i mål som andenmand.
(Køretid for de 17 km Sault-Chalet Reynard kan ses på klubbens hjemmeside under menupunkt vindere/ ventouxister)
Det var imidlertid ikke kun præmietagerne, der ydede store præstationer. Alene det, at alle gennemførte, vidner om klubbens høje sportslige niveau. Specielt bør dog fremhæves:
Per og Bjerget kom på talefod igen, og Per kom pænt op uden behov for krisehjælp undervejs.
Hans var meget træt, men kørte alligevel efterfølgende helt til tops. Hans 3. opkørsel på 5 dage.
Kim J kørte i sit eget tempo, men som den første nogensinde med et indbygget Eiffeltårn i rygsøjlen.
Michael besejrede Ole K i de afsluttende spurt. Ole K må have været meget træt.
Ligeud hele vejen. Nemmere kan en rute ikke være. Alligevel stod Erik N1 af ca. 1500 m før mål, fordi han ikke kunne finde målstregen. Måske turens mest forbløffende præstation.
Og det hele afsluttedes om aftenen hos det gæstfri slotspar, Dorthe og Endre, med en dejlig 110 års fødselsdagsfest - sponsoreret og iscenesat af Hans, som blev 60 og Kim J som blev 50 år. Tak og til lykke.