Ventoux-Træffet 2010.
Årets Ventoux Træf blev en stor succes - som det plejer.
I alt havde 11 medlemmer fundet vej til Bjerget.
Vi kørte de sædvanlige hyggeture til bl.a. den lodrette by, Brantes. og Jens F fik som altid sine to sejre: Bedoin-opkørslen og jagtstarten fra Sault.
En superdebutant fik vi også. Det var Frede, som hjemkørte en 3.-plads fra Bedoin efter Jens F og Leif samt en 4.-plads i jagtstarten fra Sault efter Jens F, Leif J, Ole K, men foran Endre, Tonni, Otto, Villy Skibby, Kim C og Jens C. Og oven i købet i 3.-bedste reelle køretid. En overdådig præstation af en rytter, der absolut ikke er typisk bjergrytter af statur. Respekt og stort til lykke med titlen som Ventouxist
Tiderne for de 18 km fra Sault til Chalet Reynard lå mellem 47.30 min og 1 t 22.40 min. Erik Krüger, en af fødselarerne ( ca. 70 år ) kørte turen tidligere, da han skulle bruge hele jagtstarts-løbsdagen ved bageovn og kødgryder i Malaucêne, og Søren Stubbe deltog ikke, da han havde indforskrevet sig til stor familiefest i fædrelandet..
Vores fest, afslutnings- og fødselsdagsfesten hos Dorte og Endre, var som altid et storslået arrangement og havde været helt perfekt, hvis formanden ikke lige havde overset, at der ikke var to, men hele fire glade fødselsdagsbørn i arrangør-teamet. To fødselsdagsgaver og fire fødselarer, en grim fadæse, som der må rettes op på ved en senere lejlighed.
Store og/ eller bemærkelsesværdige præstationer var der naturligvis mange af, men størst af alle var den, som formanden for klubbens jyske afdeling, Søren Stubbe samt Jens F og Leif J leverede.
De kørte alle tre opkørsler til Mont Ventoux på én dag. Vanvittigt måske, men også vanvittigt sejt. Oven i købet havde en af de tre Tosser, Leif, dagen før præsteret at køre fra Sault til Chalet Reynard og derefter fra Bedoin helt til tops. Altså mere end 1½ opkørsel. Eller mere end 4½ opkørsler på 2 dage.
Ikke dårligt af en 60-årig: Ældre - længere - hurtigere. Olympisk klasse, ganske enkelt.
Ventoux SuperTosserne vil Villy Skibby nok kalde dem, men ærligt talt Les Fous de Ventoux lyder bedre. Så det er den titel vi vil bruge om de tre superhelte.
Læs mere om deres præstation på www.cykelhistorier.dk
Endnu en rytter skal nævnes for en bemærkelsesværdig præstation, Jens C.
Han ankom to dage før jagtstarten i - efter eget udsagn - dårlig form efter et ferieophold i Spanien. Han ønskede at deltage i jagtstarten, så det med formen måtte han gøre noget ved, mente han.
Inspireret af Leifs succes med opkørsel til Ventoux dagen før en stor præstation, havde Jens en plan klar. Når det virkede for Leif, måtte det også virke for ham, var ræsonnementet.
Så dagen før jagtstarten kørte Jens en træningstur fra Malaucêne til Mont Ventoux. Det havde sin virkning. Aldrig har en Ventoux-rytter leveret så underfrankeret og ydmygende en indsats på Bjerget. Jens måtte stå af, ringe til kæresten, som omsorgsfuldt samlede ham op og kørte ham op til os andre på Chalet Reynard, hvor hun hældte medicin i ham - så fadølsanlægget var rødglødende.
Tak til alle for endnu et Træf af kosmiske dimensioner.